KATEGORI
Corporate, Retail

KUNDE
KonditorBager

WEBSITE
www.konditorbager.dk

Bagt fra bunden betyder back off til bake-off

Hvorfor er de danske håndværksbagere i krise? Der må være andre grunde end pris og begrænset tilgængelighed.

Udfordring
Især de sidste ti år har lært danskerne, at brød er meget mere end rundstykker, der er lettere end luft og wienerbrød støbt i palmin. Udviklingen er startet hos specialbagerne i storbyerne, men har også ramt supermarkederne, som pludselig spytter massevis af spændende og velsmagende brød ud. Det har efterladt den traditionelle håndværksbager i et tomrum, der minder en del om næringsindholdet i et traditionelt sødmælksfranskbrød. Danskerne gider ikke kedeligt brød længere.

Løsning
Bagerkæderne KonditorBager og Bavinchi udgjorde tidligere tilsammen Danmarks andenstørste kæde af håndværksbagere. De havde hver deres profil med KonditorBager som den traditionelle bagerforretning og Bavinchi som den udfordrende og frække dreng i klassen med lidt mere spændende brød. Alt i alt var der god udbredelse, men intet decideret samlende koncept.

Vores team æltede mulighederne godt i gennem, og ud af samarbejdet kom konceptet BAGT FRA BUNDEN, hvor KonditorBager og Bavinchi gik sammen under navnet KonditorBager – og i krig mod dårligt brød. En ny, landsdækkende bagerkæde så dagens lys. Med en klar mission om at tilbyde danskerne bedre brød bagt fra bunden med respekt for håndværket og råvarerne. I forbindelse med det nye samarbejde har vi også udviklet konceptet LIVSTYKKER, som er en serie af sunde brød med særlige krav til ingredienser og fremstillingsmetode.

I forbindelse med lanceringen af konceptet udarbejdede vores team en ny visuel identitet til kæden samt et kommunikationskoncept, som tog udgangspunkt i kædens værdier – brød bagt fra bunden, respekt for håndværket og kærligheden til de gode råvarer.