7 råd til dit marketing-manifest

Råd 1: Don’t be loud – be brilliant

Uanset hvor højt du råber, så glemmes det forventelige lynhurtigt i et reklamelandskab forsumpet i business as usual.

Brands vinder ved at tage lederskab. Og vejen til lederskab er belagt med alt andet end larmende ligegyldigheder. Gør det i stedet sjovt, skægt, skarpt, spektakulært eller endnu bedre: Gør en forskel.

Råd 2: SURPRISE!

Overrask din målgruppe. Giv dem noget, de ikke havde regnet med, men som få dem til at lægge hovedet på skrå – måske endda løfte et øjenbryn. Det behøver ikke være stort. Bare dét lidt ekstra, der gør, at dit brand skiller sig ud fra mængden af frygteligt normale brands.

Gøres det rigtigt, taler folk om dig. Det vil formentligt også være positivt. Og i disse tider, hvor sociale medier har sat turbo på word of mouth, er den slags guld værd.

Råd 3: Experience > Product

Der er langt mellem gode gamle USP’er i vores globaliserede økonomi. Dit produkt kan sandsynligvis købes billigere – og måske endda bedre – et sted på nettet.

Skaber du derimod unikke kundeoplevelser, er det en anden sag. Det er svært at kopiere.

Råd 4: Embrace digital change

Den digitale revolution har allerede fundamentalt ændret måden, din målgruppe agerer og kommunikerer på. Ingenting er eller bliver som før.

Du kan vende ryggen til, eller du kan vælge at se det som en mulighed for effektiv, målrettet kommunikation, der bringer dig endnu tættere på din målgruppe.

Råd 5: Make love, not war

Brug lidt mere energi på at forkæle dine eksisterende kunder og lidt mindre på at bekrige konkurrenterne for at få fingrene i deres.

Glade kunder bliver i længden til fans. Og fans er den bedste markedsføring, du kan få.

Råd 6: Your brand belongs to us

At tale om ‘dit brand’ er en misforståelse. Du ejer det ikke. Dit brand er andres opfattelse af dig, og den slags lader sig ikke så let kontrollere. Mange har prøvet, og mange har fejlet.

Heldigvis er du i fuld kontrol over dine handlinger, og regnestykker et simpelt: God karma + god kommunikation = God forretning.

Råd 7: Walk the talk

Find ind til kernen af hvem du er, og hvad du står for. Dyrk og efterlev det i alt, hvad du foretager dig – fra produktudvikling til din kommunikation – og hold fast uanset hvad.

Man kommer længst ved at sige sandheden. Som brand, som reklamebureau og som menneske.

Har du brug for hjælp?